Vi har derfor valgt at oversætte en svensk tekst, som reflekterer over kærligheden til Inter. Klubben som altid synes at tabe, når det gælder.

Artiklen er skrevet af den svenske rapporter Damon Rasti, og med anmodning fra denne herre, har vi fået lov at gengive artiklen, nu på dansk. Alle holdninger i denne artikel er derfor forfatterens, og ikke stovlelandet.dk

Artiklen er et uddrag, og er ikke den nøjagtige eller fuldkomne gengivelse af den oprindelige artikel.

Seriøse overvejelser:

Jeg har i flere dage seriøst funderet over, at slutte med at følge Inter. Jeg har været fan i snart 20 år. Man oplever meget i den tid. Berlin-muren er faldet, Sovjetunionen er kollapset, EU er masseudvidet, men Inter er samme gamle Inter. Jeg var alt for ung til at mindes klubbens seneste Scudetto. Jeg husker blot, at min favoritspiller Lothar Matteus havde vundet. Jeg havde flere billeder med ham, i den der bog, man havde op til VM 1990. I takt med min stigende alder, blev min interesse for Inter større og større. Jeg mindes, at man i gamle dage kunne se italiensk fodbold på SVT. Hvordan det kriblede i maven, da Ruben Sosa skulle skyde frispark. Hans venstreben var dødeligt. Eller da TV3 havde rettighederne, og man nynnede med på melodien med Dan Tomasso i pausen. Men mest af alt husker jeg tilbage til maj 2002. Jeg sad med mine Inter-shorts gemt under mine bukser, for jeg skulle fejre den store dag med at tage på stranden og bade. Men i stedet badede jeg i tårer.

(Inter havde et 1 point-forspring ned til Juventus indtil allersidste spillerunde. Her tabte Nerazzurri med 4-2 til Lazio på Stadio Olimpico, og røg ned på tredjepladsen. Juve blev mestre, imens Roma nuppede andenpladsen.)

Den søndag mistede jeg stort set alt håbet for Inter. Istedet begyndte jeg mit andet liv. Det som folk kalder for det normale liv. Studier, karriere og relationer. Jeg skar ned på Inter, til fordel for noget andet. For en fodboldtosse, vil altid være dårligt stillet socialt. Fodbolden kommer først og resten er bare skrald. Normalt set falder interessen eller passionen sig ikke med alderen. Fansene som følger med hjemme i sofaerne, har ikke mindre hjerte til Inter end fansene i Curvaen. Man bliver bare tvunget til at tage et valg. Faktorerne er underordnet. Og nu er jeg her, 4 år senere. Situationen er den samme, og vi er her på grund af kærligheden til Inter. Moratti?s kærlighed til Inter, Spillernes kærlighed til Inter, og fansenes kærlighed til Inter.

Massimo Moratti:

En fuldstændig inkompetent ejer. Vores kærlighed til klubben har været vigtig, ikke mindst for hans egen tegnebog. Et vidunderligt menneske, men ikke kløgtig nok til at være en vinder.

Anføreren: (Javier Zanetti)

Zanetti er i princippet hellig. I en tid, hvor færre og færre spillere udviser klubfølelse, har han udvist en enorm loyalitet og et hjerte af guld, selv udenfor banen. Men han er en kaptajn som ikke har taget lederrollen. Han har aldrig været den som har taget hånd om tingene. Han skriger ikke af folk og sætter dem på plads. Det har man kunnet se, specielt de sidste par år. Pludselig blev Veron talsmand, efter kun et år i klubben (Nu snart 2). Hvor var Javier henne da Adriano og Veron skændes (ifølge medierne sloges) i omklædningsrummet, i halvlegen i udekampen imod Villareal i Champions League? Formodentlig ved siden af. Han forsøgte sikkert at stoppe det, men ikke med den autoritet, som der skal til.

Fans:

Fans som kaster ting ind på banen, og angriber spillerne. Forvirrede sjæle som i søgen efter social anerkendelse, havner i et hadsk, voldeligt og nazistisk miljø. De fans har ikke forstået, at denne formular ikke nytter noget. Men for sikkerheds skyld, skulle de lige tilføje endnu flere ingredienser, som kan forklare den udeblevne succes.

Argentinerne, og de manglende italiener:

Tag det her med argentinerne. Jeg elsker argentinerne. Et venligt og lidenskabeligt folkefærd. Men uheldigvis gennemsyres de af en tabermentalitet. Hvad det beror på, ved jeg ikke. Resultaterne til VM, den uheldige falklandskrig og den lunkne økonomi. Alt taler sit tydelige sprog. Det gør det heller ikke bedre, at Inter?s golden boy er en brasilianer (Adriano). Brasilianer og argentiner er fjender. Brasserne har dog en vindermentalitet, eller snarere er de relativt bekymringsfri, og selve landet har succes på alle aspekter, når det gælder fodbold. Inter satsede helt enkelt på den forkerte nation. Eller vi satsede på for mange, af samme nationalitet. Man har set til træningen, hvordan argentinerne står for sig selv. Jeg mindes et interview med Fredrik Ljungberg, for længe siden, hvor han også fortalte om alle franskmændende i Arsenal, som oftes var for sig selv. Sådanne ting medvirker til, at der skabes en fremmedgørelse, som til sidst mindsker harmonien, og dermed kampgejsten. Man bliver en del af en gruppe, men aldrig en homogen gruppe. Bare en soldat i fremmedlegionen.

Hvad er der egentlig sket med italienerne? Jo, jeg ved at det hedder Internazionale. Men at stille med 11 udenlandske spillere i startopstillingen er dumdristigt i et konservativt Italien. Man bør da mindst have 3 hjemlige spillere i startopstillingen. Det burde enhver træner da have lært på grundkurset. Generelt set har de hjemlige spillere bedre forudsætninger, lige fra sproget til familiesituationen.

Ungdommen:

Hvad sker der med ungdommen? Vi havde et par rigtige talenter i ungdomsafdelingen. Pirlo var én af dem. Alle ved hvordan det gik. Hvad skete der med resten? Og nævn ikke Martins. Så længe han ikke holder sig på benene under en hel kamp, eller udfører en konstruktiv dribling, vil jeg ikke hylde ham. Er Inter?s talentspejdere ligeså uduelige som ledelsen, eller bidrager alle ovennævnte faktorer til, at ingen talenter blomstrer op?

(Det skal dog siges, at den 17-årige svenske angriber Goran Slakovski fik Serie A debut i denne sæson, i et opgør imod Siena. Måske er der lys for enden af tunellen)

Kærligheden:

Der er gået for lang tid til, at nogen kan kalde mig medgangssupporter, hvis jeg nu sluttede med at følge Inter. Men mit hjerte banker stadigvæk for Inter, og jeg tror aldrig det slutter. "Non mollare mai". "Vi giver aldrig op". Kærligheden kommer til at bære frugt. Hvis ikke, siger jeg som Humphrey Bogart sagde det til Ingrid Bergman; ?We´ll always have Paris?.

Spørgsmålet er, om der findes stærkere fans end os Nerazzurris!?

Vist 692 gange / vasif