Fodbold er en tilfældig sport. Vi taler altid om dygtighed, styrke og snilde, men hvad med det gode gammeldags held? Underkend ikke tilfældets magt, skriver Asker Hedegaard Boye

Det er de små marginaler der tæller i moderne topfodbold. Ja, man kunne måske endda tale om deciderede tilfældigheder. Et stolpeskud, en uheldig fodskade, en redning på målstregen, en dommerfejl etc.

At det er sådanne ? tilfældighederne ? der ofte råder i fodbolden, kan vi hurtigt blive enige om, særlig når skæbnen går vor klub imod. Da er der ingen grænser for, hvor heldige modstanderholdet har været?

Men nu er ?tilfældets magt? jo ikke ligefrem noget, vi ?smagsdommere? (vi der svinger piske og uddeler roser) synes om. Bestemt ikke. For tilfældet er uregerligt og unddrager sig analysens tvang. Måske derfor har vi opfundet tesen om, at held/uheld udligner sig ved sæsonens slutning, at når tabellen gøres op, engang i forsommeren, handler det alene om dygtighed. Som om det skulle være en naturlov!

Sådan er det naturligvis ikke, thi visse mennesker er blot født under en heldig stjerne, mens andre glider i enhver tænkelig bananskræl à la salig Buster Keaton. Tvivlere henvises til Woody Allens blændende drama, Match Point, hvori pointen skæres skarpt - og hvor tennisboldens dans på netkanten er en metafor for netop dette. Med hovedpersonens ord: "jeg vil hellere være heldig end dygtig".

Tragiske Moratti

To hovedskikkelser i italiensk fodbold personificerer om nogen dette: Massimo Moratti og Silvio Berlusconi.

Inters præsident og hovedaktionær Massimo Moratti er en af disse uheldige figurer. Afhængig af øjnene der ser, er han enten en godgørende mæcen eller en uduelig forretningsmand. Men få vil være uenige i, at den genert smilende, sjældent sympatiske herre har været ualmindelig uheldig i sin tid i Inter.

Siden ankomsten i klubben i ?95 har han brugt uhyrlige summer på lønninger, indkøb m.m. i Milano-klubben. Ja, det er næsten lettere at nævne de spillere, der ikke er gået gennem den sort/blå svingdør. Cannavaro, Blanc, Samuel, Carlos, Davids, Seedorf, Verón, Djorkaeff, Batistuta, Ronaldo, Crespo, Kanu og Vieri ? for bare at nævne nogle af de mange verdensstjerner, der har været et smut forbi Via Durini i det seneste tiår.

Uduelig? Måske. Uheldig? Helt sikkert. For lige så vel som Moratti har båret sig dumt ad, lige så hård har skæbnen været mod ham. Det ved enhver der har fulgt italiensk fodbold og Inter i de senere år. Ofte har spillet være blændende og resultaterne også tilflydt klubben i en lind strøm. Men alligevel er det glippet i sidste øjeblik, alligevel har enten Milan, Juventus eller en af Rom-klubberne overhalet Inter indenom.

Som dén uforglemmelige majdag i 2002, hvor klubben lå til at vinde sit første mesterskab siden 1989, men alligevel smed det hele på gulvet i sidste spillerunde med et aparte 2-4-nederlag til Lazio på Stadio Olimpico. Juventus blev mester, Roma 2?er, mens Inter måtte nøjes med den svært ydmygende Champions? League-kval. Ronaldos tårer på reservebænken sagde mere end tusinde ord?

Med tragiske Moratti i spidsen har Inter forøget livvidden i spenderbukserne uden at vinde andet end en UEFA Cup og et par ligegyldige nationale pokaltitler. Verden har længe set måbende til, mens Moratti og Co. har svælget i uheld og katastrofale dispositioner.

Karismatisk mandsling

Omvendt er Milan-præsidenten Silvio Berlusconi noget af en lykkefugl. Succes synes at klæbe til den mediebårne eventmager, der er glat som teflon. Skandalerne til trods spankulerer den lille mand fra den ene magtfulde position til den anden. For bedst som hans modstandere synes at have skovlen under Berlusconi, tilsmiler Fru Fortuna den karismatiske mandsling.

Den forhenværende premierminister indtrådte i fodboldens verden i kølvandet på den store bestikkelsesskandale i begyndelsen af 80?erne. han gav Milan en hjælpende hånd i en svær tid, der bl.a. havde budt på en tvangsnedrykning, en ?almindelig? nedrykning og stejl økonomisk deroute. Og fra da af ? i 1986 ? er det kun gået en vej for de sort/røde milanesere: op!

Berlusconi viste koldsind og ansatte den totalt ukendte Arrigo Sacchi i slutningen af 80?erne, tilknyttede Fabio Capello i 90?erne og gav Carlo Ancelotti sin fulde støtte i det nye årtusinde. Trofæerne har været mange, heriblandt fire x Europa Cup for Mesterhold (plus tre finalenederlag) og syv scudetti.

Lokalopgørene mellem de to klubber synes at underbygge denne tese. I allerhøjeste grad. Kort sagt, så taber Berlusconis Milan kun meget sjældent disse kampe, og dét selv om de respektive kampforløb ofte er ekstremt jævnbyrdige. Sidsteminutsscoringer og kontroversielle dommerkendelser har ofte udgjort forskellen mellem succes og fiasko. I Milans favør.

For nok har milaneserne været mere duelige (læs: effektive) end deres lokalrivaler, men man skal være gjort af sten eller være milanista for ikke at have ondt af Inter-spillerne og -tilhængerne. Længe har det set ud, som om, at uheldet er og bliver Inters skæbne, Inters lod.

?Stolpe ind?

Men måske heldet er ved at vende, måske Inter er ved at indhente noget af det tabte? I hvert fald er der sket noget i denne sæson.

Det var Milan der blev ramt af Calciopoli-skandalen, og Inter der fik tilkendt et skrivebordsmesterskab. Det er Milan der har lidt dumme pointtabt og det er nu Milan der taler om konspirationsteorier. Senest efter udebanenederlaget i Bergamo, hvor dommer Pieri først dømte straffespark til milaneserne, men siden ændrede kendelsen og uddelte en advarsel til Gilardino for ?film?.

Ja, det var såmænd også Milan der var UHELDIGE i forrige uges Derby della Madoninna, da Inter vandt 4-3 i en kamp, hvor ?hjemmeholdet? scorede på alt og vitterlig havde ?stolpe ind?.

Især kampens sidste fase var bemærkelsesværdig. Inter var foran 4-1, inden Milan reducerede to gange. Og ved stillingen 4-3, dybt inde i dommer Farinas tillægstid, brændte det for alvor på foran Inter-målet. I en almindelig sæson ville Milan have udlignet under kontroversielle omstændigheder ? og Inter-spillerne ligge grædende tilbage på det fugtige græstæppe.

Men sådan gik det ikke denne gang. Inter vandt og er nu hele 17 points foran ærkerivalerne, der begyndte sæsonen med en 8-points-straf og nu synes uden chance for at vinde mesterskabet. I denne sæson er det Milan, der bliver bortkendt og Inter-spillerne der har marginalerne på deres side.

Så måske heldet har skiftet hånd fra teflon-Silvio til fiasko-Massimo??



askerboye@europe.com

Vist 696 gange / AskerHedegaardBoye