Tiden er inde til at sige farvel til l?anima candida. Den rene sjæl, og den gode gamle Damiano forlader et uforglemmeligt aftryk i de fleste Roma-hjerter, men måske også et stort, ufyldbart tomrum.

De fleste af os har nogle specifikke grunde til, hvorfor man følger en bestemt klub. I mange tilfælde er man opvokset med det, i og med at ens forældre holder med klubben ? "Det er den lokale klub", ville flere svare dig, men her snakker vi kun om dem som er født i Rom. For danskere som holder med italienske hold, er anledningen ofte mere langsøgende; smukke klubfarver, som fæstes ind i hovedet i sine unge år. Det er måske en kamp man så på tv som ung, eller ganske enkelt en helt igennem uforklarig passion, eller som så ofte: En favoritspiller.

Jeg ønsker at jeg kunne sige, at det var Damiano Tommasi som fik mig til at elske Roma. Det ville have været poetisk, og det rigtige. Et smukt menneske, som fik mig til at elske en smuk klub.

Men sådan er det bare ikke.

Damiano Tommasi vil aldrig huskes som nogen storslået fodboldspiller. Han har ingen nævneværdig teknik, han har et svagt skud, og selv hans pasninger er sommetider uhyggelige dårlige. Om et par år vil han være glemt ude i den store fodboldverden; Blot en parentes i fodboldhistorien.

Hos alle, med undtagelse af alle Romanisti. For selvom vi ikke kommer til at huske spilleren Tommasi ? sådanne spillertyper har der været mange af i årenes løb ? så kan man umuligt glemme mennesket Tommasi.

Da jeg gradvis begyndte at følge Roma, vidste jeg knap hvem Tommasi var. Han var for mig en spiller, som betød lige så meget som den typiske fodboldsupporter ville føle for ham. Man har hørt hans navn, og man kommer automatisk til at tænke på hans bjørnehår, men det var ikke en spiller man mindes eller huskede. Spillertyper som Tommasi findes stort set på alle hold, og vi som følger den danske Sas-Liga, kan her og nu, sikkert nævne en masse.

Men jo mere man følger Roma, jo mere indser man, at der er noget specielt med Damiano. Det var ikke kærlighed ved første øjekast, da man første gang så lokkerne fare rundt som en hvirvelvind på banen, som aldrig så ud til at genere ham. Men gradvist voksede kærligheden til ikke bare spilleren, men selve manden, Tommasi.

Tommasi er brandvarm på en fodboldbane. Han lever sig ind i kampene, og kan se rigtig barbarisk ud. Men ingen som har spillet imod ham, kan anklage ham for at være en svinsk spiller, og jeg kan ikke forestille mig, at nogle fans har sunget ubehagelige sange, rettet imod ham, eller i hvert fald ikke med særskilt kraftig overbevisning.

I ti år har han repræsenteret klubben som voksede sig ind i hans hjerte. Han blev født i en lille by ikke langt fra Verona, og Hellas blev derfor den første klub han spillede for.

I en tid, specielt under Zemans kommando, blev Tommasi ikke påskønnet af Romas Tifosi. Faktisk blev han gentagende gange buhet ud af fansene, men det påvirkede ham åbenbart ikke synderligt, for han fortsatte i klubben, og så vidt vi ved, så har han aldrig overvejet at smutte, før sidste sommer, hvor han indirekte luftede tanken.
Men nu er tanke blevet til virkelighed. Tommasi forlader Roma, fordi han ifølge ham selv, havde svært ved at motivere sig, og samtidig følte sig i vejen. En kedelig afsked, og hele motivationsfaktoren er overraskende, idet Tommasi i allerhøjeste grad har levet på sin motivation, efter sin lange skadespause. For hvad skete der egentlig?

Det var efter at en stor dum klam engelsk Stoke City-spiller i en træningskamp, brutalt tacklede Tommasi, hvilket betød et års pause fra fodbold. ?Det er slut, han kommer aldrig tilbage?, var vi mange som troede. Da han endelig blev klar igen, var hans kontrakt udløbet, og forhandlingerne med Giallorossi kom ingen vegne. Det var dér nyheden kom.

1500 Euro.

Tommasi skulle det næste år spille for Roma for en absolut miniløn. Hvorfor gøre nogen sådan? Hvad får en mand som har chancen for at tjene 10 gange så mange penge hos en anden arbejdsgiver, til at blive og endda tjene uhyggeligt lidt, i forhold til hvad han gjorde for blot et år siden i selvsamme klub?

?Fordi jeg elsker Roma og fodbold,? svarede Damiano.

Hans oprigtige og godhjertede handlinger har givet ham kælenavnet l?anima candida. Den rene sjæl. Dels er det fordi han er troende kristen, men han har også fået det for sin ærlige og modne optræden, hans fuldkomne lyst til at spille fodbold, uden at være fuld af stjernenykker, og frem for alt sin engagerede personlighed. Han er 100% imod krig, og har i adskillige interview talt imod dette. Damiano, som er far til tre børn, nægtede i sin ungdom at bære våben eller komme i militæret. Det var også dér, hvor han begyndte at vise sin engagerede side frem ? og siden har han altid givet penge til velgørende formål, og engageret sig i projekter for fred og pacifisme.

Men som supporter er det hans simple og imødekommenhed, som varmer mest. Damiano er en simpel mand som man kan relatere sig til. Som før nævnt, er han ingen diva, som fører sig frem over for sine supportere. Damiano er den som altid bruger længst tid udenfor Trigoria for at skrive autografer og snakke med de mange fans.

For et ungt hold som Roma, må sådan en personlighed i truppen være utrolig nyttig ? derfor har jeg altid hævdet at Tommasis nærvær i omklædningsrummet er vigtigere end hans nærvær på banen. Damiano er et godt forbillede både for de unge på lægterne, og de unge spillere i klubben. Roma har mange banditter i truppen. De Rossi og Totti er dém som stikker mest ud, og selvom de begge inderst inde er gode mennesker, så kan kun de færreste i fodboldverdenen hamle op med Damiano?s specielle personlighed.

Men Tommasi er ikke bare et vidunderligt menneske, det er via fodboldbanen, at han har slået sit navn fast, og fodboldens mange penge har muliggjort hans engagement til velgørende formål. Som tidligere nævnt, så blev Tommasi kritiseret i flere år ? han ansås ikke som nogen konstruktiv spiller, men snarere en spilforstyrrer. Men under sæsonen 2000/01, som bringer gode gamle minder tilbage for alle Romanisti, så lyste Damiano op, og spillede helt fantastisk. Med den nytilkomne Emerson, som dog blev langtidsskadet, dannede Damiano en stærk central midter-akse med Christiano Zanetti.
Der er ikke mange spillere, som har formået at vinde Lo Scudetto med Roma. Damiano Tommasi er én af dem, og selvom man i historiebøgerne vil mindes spillere såsom den dødbringende Batistuta, prinsen Totti, superindskifteren Montella, den utrættelige kantløber Cafu og brasser-backen Aldair, så havde Tommasi en stor del i den store triumf. Nu når Tommasi er væk, så er det kun Montella og Totti som stadigvæk er at finde i hovedstadsklubben. Bare dét er en anledning til at sørge.

Jeg har set Tommasi spille på Olimpico to gange ? den seneste gang så sent som for 3 måneder siden, og jeg kan ærligt talt ikke huske en eneste indgriben fra hans side i de to kampe. Men alligevel jublede jeg intenst til ære for ham.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg ønsker Tommasi held og lykke fremover, lige meget hvor han flytter hen, men frem for alt ønsker jeg, at han vender tilbage til Roma igen. I et interview under VM sagde Portugals træner Scolari, at det vigtigste for en træner er at kunne skabe den rette atmosfære ? en god stemning i truppen. Det var hans hemmelighed, og grunden til hans succes, hævder han ? og jeg kan ikke sige det for lidt, men det er altså vigtigt. Det reflekterede ikke mindst i sidste sæson, hvor Roma vandt ufattelig mange kampe i træk. Og ærligt talt, hvem skænker en bedre stemning end den jordnære og udmyge Damiano?

Derfor siger jeg: med Tommasi som træner vinder Roma sin femte Scudetto år 2020. Den fjerde vinder vi næste år.

Med eller uden Tommasi - Jeg kommer til at savne ham.

Vist 682 gange / vasif