Historien om Agostino Di Bartolomei er beretningen om en fantastisk spiller og anfører, som førte Roma til deres andet mesterskab i historien. Om en spiller der følte sig svigtet af den klub, han elskede, og hvis liv endte i et tragisk selvmord.



Tragedien

Den 30. maj 1994 gik en 39-årig tidligere fodboldspiller barfodet ud på sin balkon i sin villa i det sydlige Italien. Uret viste 10.50. Han skød sig selv én gang i hjertet med en .38 Smith & Wesson, som han minutter forinden havde rengjort. Hans stedsøn hørte skuddet og han prøvede forgæves at redde sin stedfars liv.

11 år tidligere var Agostino Di Bartolomei anfører for dét Roma-hold, som lige havde vundet deres første mesterskab i 41 år, og deres blot andet mesterskab i historien. Det efterfølgende år nåede Roma til Europa Cup-finalen, som blev spillet i Rom. Modstanderen var Liverpool. Kampen endte 1-1 og holdene måtte ud i en straffesparks-konkurrence, som Liverpool vandt. Datoen, hvor kampen blev spillet, var bemærkelsesværdig; den 30. maj 1984.

Ingen forstod hvorfor Di Bartolomei valgte denne dramatiske udvej, hverken familie eller venner. Investeringer og forretningshandler var ikke gået som planlagt, men kunne dette retfærdiggøre et selvmord? Det uforståelige blev gjort forståeligt, da en seddel (som var revet i 32 stykker) blev fundet i lommen på Di Bartolomei. Formuleret på 17 linier havde Di Bartolomei forsøgt at forklare sin beslutning. Han var blevet nægtet et lån, pengene var ved at rinde ud, og han havde gjort nogle dårlige investeringer. "Jeg kan ikke se en anden udvej" konkluderede Di Bartolomei.

Efterhånden blev det åbenlyst, at Di Bartolomei ikke havde fundet sin plads i "fodboldverdenen" på trods af utallige forsøg på dette. Han havde åbnet en fodboldskole, men finansielle problemer havde gjort det svært at holde skolen kørende. Fans beskyldte Roma for at have ladt Di Bartolomei i stikken. Venner og tidligere fodboldspillere inklusiv flere af spillerne fra 1980'ernes Roma-hold dukkede op til Di Bartolomeis begravelse for at vise ham deres sidste respekt. Fansene glemte ikke "Ago", som han blev kaldt. De afdækkede et banner på Curva Sud, hvor der stod: "Ingen ord? kun en plads i vores hjerter; Farvel Ago".

Playmakeren

Di Bartolomei var en af de mest elegante "registi" i 1980'erne. En "regista" (registi er flertal red.) er en dybtliggende playmaker, som oftest er placeret lige foran forsvaret. Det nye årtusindes "registi" i Serie A finder man eksemplificeret i f.eks. Andrea Pirlo, Sergio Volpi, Marco Donadel, Eugenio Corini, Cristian Ledesma, Fabio Liverani og Esteban Cambiasso.

Di Bartolomei havde et fantastisk overblik og en helt sublim spilopfattelse. Udover det var han også kendt for sine millimeter præcise afleveringer samt et kanon hårdt spark. Gennem hele hans karriere blev han kritiseret for at være for langsom (et prædikat ofte brugt om alle "registi"). Han blev født og opvokset i en af de fattige dele af hovedstaden, som bliver og blev kaldt "borgate"(slumkvarterer red.). Disse slumkvarterer blev skildret og udødeliggjort i noveller og film af Pier Paolo Pasolini som f.eks. "Ragazzi di Vita" (1955), "Accattone" (1960), "Mamma Roma" (1962) og "La Ricotta" (1963). Gennem det 20. århundrede var der en massiv udvandring fra Rom, da staten ikke kunne opfylde efterspørgslen på boliger. Mange fattige romere og immigranter måtte derfor leve i selvbyggede og overfladiske boliger uden ordentlige veje eller offentlige tjenester, og ofte havde disse indbyggere sjældent et arbejde. Disse slumkvarterer blev mere eller mindre udryddet i 1970'erne og 1980'erne i forbindelse med opførselen af en masse lidet pæne (både statsejede og private) boliger.

Di Bartolomei skrev kontrakt med Roma i en alder af blot 14 år. Han fik debut på førsteholdet i 1974 efter at have vundet Primavera-mesterskabet med ungdomsholdet. Efter nogle kampe som fast mand fik Di Bartolomei en alvorlig knæskade, som var så smertefuld, at den holdte ham vågen i 8 nætter i træk. Et år senere blev han udlånt til Vicenza i Serie B som et led i genoptrænings-processen. Bruno Conti, som senere hen blev en stor stjerne for Roma, blev udlånt til Genoa af samme årsag. Langsomt begyndte Roma at skabe et mesterhold og Conti og Di Bartolomei vendte tilbage til hovedstadsklubben.

I 1979 fik Roma en ny præsident; Dino Viola. Dino Viola var en ingeniør fra Aulla, som er en lille by, der ligger på grænsen mellem Toscana og Ligurien. Med brasilianeren Falcao på midtbanen og Di Bartolomei placeret lige foran forsvaret havde Roma et hold med to helt fantastiske "registi". Disse to spillere var en del af stammen på et Roma-hold, som langsomt begyndte at blande sig i toppen af Italiens bedste række. Agostino Di Bartolomei blev udnævnt til anfører, og når han diskuterede med dommerne, gjorde han det altid med respekt og pli. Han gestikulerede aldrig og holdt altid hænderne bag ryggen. Fansene, som han tidligere ikke havde haft et så godt forhold til, begyndte at synge hans navn: "Ooooh Agostino... Ago, Ago, Ago, Agostino gol!".

Omskolingen og Lo Scudetto

I 1982 tiltrådte den svenske træner Nils Liedholm. Han rykkede Di Bartolomei ned foran forsvaret i modsætning til tidligere, hvor han havde spillet lige bagved de to angribere som "Trequartista", og ved flere lejligheder havde vist sin målfarlighed.
Omskolingen af Di Bartolomei viste sig at være udslagsgivende for Roma's spil. Pludselig havde man en boldsikker playmaker, hvor stort set alt spil gik igennem. Han var limen, der fik Roma's spil til at hænge sammen. Fra positionen lige foran forsvaret lagde Di Bartolomei lange afleveringer med kirurgisk præcision til kantspillerne som f.eks. Conti eller til angriberen Roberto Pruzzo. Liedholm udtalte senere hen følgende om sin "regista". "Han bevægede sig aldrig (på banen red.) uden en grund. Hans afleveringer var lange og perfekte. Han løb altid meget elegantfuldt med hovedet oppe."
Di Bartolomei spillede en nøglerolle i Roma's mesterskabssæson i 1982/83. Han spillede 28 ud af de i alt 30 kampe i Serie A, og scorede 7 mål. Efterfølgende festede indbyggerne i Rom i flere dage.

Europa Cup-finalen og Di Bartolomei's afsked med Roma

Europa Cup-finalen, som blev tabt på straffe, var en af Di Bartolomei's sidste kampe for Roma, som måske ikke skulle have været i finalen, efter at Dino Viola havde forsøgt at bestikke dommeren i semifinalen mod skotske Dundee United. Forsøget på at bestikke dommeren kom dog først frem lang tid efter at finalen var blevet spillet.
Efter 15 år i Roma (1969-1984) måtte Di Bartolomei forlade klubben. Nils Liedholm blev fyret, og Sven Göran-Eriksson blev ansat som træner for Roma. Di Bartolomei skiftede til Milan, som dengang var i en opbygningsfase. Di Bartolomei var ikke glad for at forlade Roma, og da han i et interview blev adspurgt om, hvorfor han forlod Roma, svarede han: "Hvorfor jeg forlader klubben? Jeg ved det ærligt talt ikke.". Agostino spillede 308 kampe for Roma, hvoraf 146 af dem var som anfører. Han scorede 66 mål. Af ukendte grunde blev han aldrig udtaget til landsholdet.

Da Arrigo Sacchi kom til Milan i 1987, skiftede Di Bartolomei klub igen. Ved at spille for en række mindre klubber i provinsen ebbede hans karriere langsomt ud, indtil han lagde støvlerne på hylden i 1990. Roma tilbød ham intet og hans forretningsplaner var i stilstand. Den dato som han valgte at tage sit eget liv, var næppe et tilfælde. Han kunne have været spilleren, anføreren, som havde løftet Europa Cup-trofæet i sin egen by, men skæbnen ville det anderledes. Måske kunne han simpelthen ikke klare livet udenfor banen, glemt af sine tidligere klubber. Fodbold spillede i hvert fald en stor rolle i forbindelse med Di Bartolomei's tragiske selvmord. I 1984 havde han udtalt, at finalen var den vigtigste kamp i hans liv, og at kampen var et spørgsmål om liv eller død.

Vist 744 gange / Maldini-per-la-maglia