Massimo Oddo's fodboldkarriere startede i det nordlige Italien, og gik via en række lavere rangerede fodboldklubber. Fiorenzuola, Monza, Prato, Lecco og Monza anstrengte sig alle til det yderste for at se og udvikle en potentiel landsholdsback i sine yngre år, men fælles for dem alle var, at missionen mislykkedes.

Via Serie B og Napoli havnede den ukendte Massimo i Verona. Klubben var dengang i massiv fremgang, og avancerede snart til den bedste italienske liga. Her fik han fuld tillid som den spiller i klubben, der skulle dække højrebacken. Han gjorde det okay - udmærkede sig mest ved alle de mål han satte ind på straffespark - men dog uden, at folk blev mærkbart imponeret.

Men Lazio fik øjnene op for højrebacken, som på dette tidspunkt ikke længere var udpræget ung. Han var snarere i den alder, hvor fodboldspillere skal være på toppen af deres karriere. I Lazio udviklede han sig imidlertid med en rasende fart, og han fik regelmæssigt tillid af sine trænere, og snart var han fast bosat på sin højrekant. Han blev én af holdets vigtigste spillere og byggesten for fremtiden.

I sæsonen 2003/04 vandt Massimo sin første titel som fodboldspiller - Lazio vandt den italienske pokalturnering. Inden da havde Oddo fået chancen for at spille i Champions League, såvel som Romerderbyet.

Alt virkede i skønneste orden. En ny kontrakt blev underskrevet, så snart parterne blev enige om et samarbejde frem til 2008. Men parallelt med det, cirkulerede et rygte om, at Milan var ude efter forsvarsspilleren. Lidt irriterende for en Lazio-fan, med tanke på, at Massimo aldrig havde fornægtet sin specielle og elskelige tanker for Milan.

Inden forårssæonen var Massimo vigtigere for holdet end nogensinde. Meget kredsede rundt om den spiller, som også var holdets stærkeste, og romernes lysende stjerne. Samtlige Laziali tog ham ind til sit hjerte, forsvarede ham, og gjorde deres bedste for at fremskynde en velfortjent landsholdsdebut i en større sammenhæng.

Og den skulle jo komme. Det ledte til en plads i VM-truppen. Efter en udmærket sæson, hvor han lå højt på assistlisten, og desuden scorede ret mange mål, samtidig med, at han fik fine gennemsnitskarakterer i sæsonens løb, kunne Marcello Lippi skyde dén spiller op på stjernehimlen, som var gået fra at være ingenting og til at være en respekteret og kendt back under sin tid i Lazio.

Siden fik Massimo Oddo VM-debut i kvartfinalen mod Ukraine, og Gli Azzurri gik hele vejen. Massimo oddo festede løs og kvitterede en fin sæson med VM-trofæet, velvidende at fodboldkarrieren var på sin absolutte top.

Da Massimo så småt rejste tilbage til Rom og Lazio, så blev han hyldet og rost til skyerne. For Lazio-fans, som var med og havde fulgt hele rejsen, var dette et aldeles specielt øjeblik. Lazio's supportere vidste om nogen, hvor meget fremgangen betød for Massimo, som gennem underskriften på sin kontrakt lovede sin klub loyalitet frem til aftalens udløb.

Men Massimo var ikke rigtig den samme person, da han kom tilbage. Efter, at han sidste sommer blev tildelt det ærefulde erhverv som klubkaptajn, så kom den stigende interesse fra Milan.

Massimo begyndte pludselig at græde (ikke ment i bogstavelig forstand:

Den professionelle fodboldspiller, forvandlede sig til et pattebarn, og troede nu, at han kunne få alt hvad han pegede på. Han havde Milan i hjertet, og et aldeles højt prisskilt på sig.

Den seneste tåre fældede den 30-årige efter sin første kamp for Lazio efter en temmelig hård sæson.

Det var i Coppa Italia på udebane mod Foggia. Da Massimo i anden halveg blev skiftet ud, kunne han for alt i verden ikke forstå hvorfor. Han var jo trods alt verdensmester. Og han var jo trods alt meget bedre, end den klub han spiller i. At han ikke havde kamptræning, betød intet for ham i denne sammenhæng.

Nej, for Massimo syntes det var en meget bedre idé at afvise at give hånd til træner Delio Rossi og hans erstatning Lorenzo De Silvestri, i forbindelse med udskiftningen. Den unge og uerfarne Lorenzo, havde utvivlsomt set frem til dette øjeblik. At give hånden til sin kaptajn på vej ind for at afløse ham. Kaptajnen, som Lorenzo måske endda engang skal efterfølge på højreback-pladsen, når Oddo lægger støvlerne på hylden, - eller skifter klub.

I forbindelse med udskiftningen forlyder det, at han kastede sin trøje mod bænken, og indledte en barnlig diskussion med præsident Claudio Lotito. Mere skete der ikke.

Massimo drog hjem - velvidende, at han trods alt er en ganske god fodboldspiller, som kunne håbe på, at Milan skulle købe ham. I Lazio kunne han jo åbenbart ikke blive.

Men nu blev det jo ikke rigtigt, som Oddo ville have det. Milan var ikke beredt på at betale den pris som Lotito krævede for at løse Massimo fra sin kontrakt med Lazio. Og med det fulgte naturligvis en udtalelse fra hovedpersonen selv, som indidkerede noget i stil med, at han nu var en stolt Lazio-kaptajn efter at klubben havde købt flere gode spillere - og så var sagaen slut.

Når man langsomt begynder at håbe på, at klubben slipper en kaptajn, hvis klubsympatier kan diskuteres, så introduceres en anden...

Jeg håber af hele mit hjerte, at Delio Rossi ikke vælger Oddo til manden, som skal repræsentere mit Lazio. Der findes spillere, som fortjener det mere end ham. Jeg håber desuden, at han vælger at bænke Oddo, eller i det mindste vise, at en optræden som denne, ikke er OK. Uanset hvor godt han gør det, og hvor meget han må betyde for Lazio, så har han intet at lave i denne trøje. De spillere, som repræsenterer vores farver, skal være stolte over at gøre det, ellers er de ingenting værd.

Tak for alt Massimo, men min holdkaptajn kommer du aldrig nogensinde til at blive!

Al indhold er oversat til dansk fra den svenske journalist oprindelige artikel, og alle holdninger og meninger er Johan Wennerström's, og Ikke Stovlelandet.dk's.

Vist 735 gange / Vasif