Støvlelandet Støvlelandet.dk Atalanta Cagliari Catania Empoli Fiorentina Genoa Inter Juventus Lazio Livorno Milan Napoli Palermo Parma Reggina Roma Sampdoria Siena Torino Udinese
-->
Anden akt
Onsdag den 10.01.2007 12:03

Vinterpausen er ovre, og spørgsmålene mange: fortsætter suveræne Inter sejrsstimen, kan Milan erobre en af Champions? League-pladserne og vil Reggina klare frisag trods de 11 strafpoints? Asker Hedegaard Boye lægger op til anden turneringshalvdel i Serie A.



Første akt er altid den sjoveste. Vi lærer karaktererne at kende, de på forhånd velkendte såvel som de ukendte, vi begynder så småt at danne forestillinger om, hvorledes trådene samles i anden akt. Derefter den ulidelige pause, mellemakten, som alene må være indlagt under hensyntagen til de ældre menneskers krumme rykke og kronisk tørlagte ganer. Vi andre vil bare se mere, kan ikke holde ud at stå og vente ved de små caféborde.

Endelig kan vi igen sætte os til rette i teatrets mørke for at bese dramaets sidste halvdel, men ofte blot for at blive slemt skuffet. Var det dét? Det stemte ikke overens med mit indre drama. Kunne det punktum ikke være sat en anelse mere elegant? Vi forlader teatret med en klar idé om stykkets budskab, men utallige uindfriede følelser.

Realismens komme

Nej, det er og bliver i første akt, at det spontane drama ? på scenekanten og i beskuerens eget hoved ? udspiller sig. Det er dér, hvor drømmene fødes, inden de oftest må lide den tort at blive skudt ned. I anden akt. På samme måde har fodboldens efterår et strejf af skøn naivitet over sig, mens jule/nytårspausen fremstår som en ærgerlig kunstpause, en mellemakt, til ingen verdens nytte.

Det er nemlig dér, i efteråret, at de små hold stadig tror på miraklet, dér hvor angriberne stadig drømmer om at score sig i historiebøgerne og ikke mindst dér, hvor ALLE storhold(s tilhængere) fortsat tror fuldt og fast på at titlen nok skal komme i hus. Det er med andre ord ?drømmenes årstid?.

Anderledes er det med foråret. Da bliver hierarkiets konturer farvelagt, drømmeboblerne punkteret og alt fremstår som vanligt: de store hold går gennem lange perioder som ubesejrede, stjerneangriberne scorer sig op ad topscorerlisten, de små klubbers manglende bredde viser sig og dusinvis af trænere afskediges.

Dermed markerer solårets begyndelse altid en ny begyndelse i fodbolden. En anden akt, en realismens komme. Slut med de troskyldige forhåbninger, og virkelighedsfjerne utopier: Livorno bliver ikke mestre, Milan rykker ikke ned og selvfølgelig skal den regerende capocannoniere Luca Toni nok runde de 20 ligascoringer. Hvis nogen nogensinde var i tvivl?

Sort/blå scudetto

Dette forår giver eksempelvis svarene på afgørende spørgsmål som ?Vil Inter endelig vinde scudetto?en efter 18 års længsel?? eller ?Hvem bliver ligatopscorer??. I det følgende vil jeg påføre mig anden akts nøgterne brillestel og begå et par kalkulerede forudsigelser.

For det første ville det overraske mig meget, om ikke Inter vandt denne sæsons Serie A ? og det endda ganske klart. Af flere grunde: klubben har vundet 11. ligaopgør i træk, har endnu ikke tabt i Serie A og fører rækken med syv points til Roma, den eneste reelle udfordrer. De sort/blå milanesere har allerede mødt og besejret alle konkurrenterne (Milan, Roma, Palermo, Fiorentina og Lazio) på udebane. Truppen og træner Roberto Mancini emmer af selvtillid, og der er for en gangs skyld ro på de interne linier. Og så har man desuden et relativt nemt slutprogram.

Der er altså flere gode grunde til, at Inter snupper førstepladsen. Andenpladsen er derimod mere åben, men jeg hælder mest til, at Luciano Spallettis seværdige romere, holder både Palermo og Milan ? der nok skal passere både Catania, Lazio, Sampdoria og alle de andre ? bag sig.

Om de lyserøde sicilianere eller Carlo Ancelottis Milan bliver 3?er, er svært at spå om. Det afhænger af om Milans midtbane formår at højne sit niveau, om Gilardinos skarphed varer ved ? og om Palermo atter kan genfinde sæsonstartens gejst.

Derudover betragter jeg velspillende Lazio og uberegnelige Sampdoria som favoritter til de to UEFA Cup-pladser, uagtet at også Livorno (der i øvrigt har forstærket sig markant med købet den dygtige Coppola i Messina), oprykkeren Catania og Udinese alle har en reel chance.

Gammeldags taktik

I bunden er Reggina i færd med en mirakuløs redningsaktion. Som en konsekvens af sommerens meget omtalte dommerskandale tog syditalienerne hul på sæsonen med -11 points ? en kendsgerning der fik alle iagttagere, inklusive undertegnede, til slet og ret at dømme ?de granatrøde? ude. Et sådant pointmæssigt og moralsk åg ville simpelthen være for stort til bare at ryste af sig. Men så let skulle det ikke gå.

Halvvejs i sæsonen har Reggina indsamlet hele 23 points ? nok til en syvendeplads fraregnet de indledende strafpoints! Træner Mazzarri benytter sig af en håbløs gammeldags 3-4-2-1?er med venstre wingback Modesto samt angrebstrioen Leon-Amoruso-Bianchi (18 ligamål tilsammen) som nøglespillerne. Men det fungerer.

Med 12 points befinder holdet sig stadig under nedrykningsstregen, men det er ? for mig at se ? kun et spørgsmål om tid, før tilværelsen i bunden veksles til en midterplacering. Den suspenderede præsident Foti må være en tilfreds mand i disse dage, thi Regginas præstation rangerer fuldt på højde med Inters amokløb i tabellens top. Andre midler, men samme mandsmod og spillelyst.

Toni bliver topscorer

Topscorerkapløbet er meget åbent, således adskiller kun fem scoringer den nuværende listes første- og 11.-plads. I dette felt finder vi de vigtigste capocannoniere-emner: Roma-anføreren Totti (12 mål), Catanias Spinesi (11), Fiorentina-spillerne Mutu (10) & Toni (9), Messinas Riganò (9), Udinese Iaquinta (8) samt Inter-spillerne Ibrahimovic & Crespo (7 hver). Derudover har Milans Gilardino nettet seks gange, heraf fem i de seneste fem kampe.

Mit ydmyge gæt er, at den regerende topscorer Toni løber med titlen med 20-25 scoringer tæt forfulgt af Totti, hvorefter Mutu, Crespo og den kraftfulde og resolut sparkende Spinesi vil følge trop. Dog kan det meget vel tænkes, at Mutu ?stjæler? flere Fiorentina-scoringer for næsen af Toni, og omvendt. I hvert fald er det sjældent, at to holdkammerater scorer over 20 ligamål i samme sæson. Dette kan muligvis give Totti et fortrin i målstriden.

Men nu ikke flere spådomme fra min side, for om et par dage går tæppet til anden akt. Og vi er mange der venter i spænding - selv om drømmene som nævnt har trange kår i det realistiske forår. Men om ikke andet, så glæder vi os til at se, at alt er som det plejer at være?



askerboye@europe.com
Vist 733 gange / AskerHedegaardBoye


-->


De seneste pokernyheder

PokerListings anmelder de bedste poker rooms